6 simple metoder til at få flere til at læse dit indhold
Har du oplevet at svede over en tekst, at bruge timer på at finpudse den, at vende hvert et ord, indtil du lettet trykker “Publicer” – kun for at finde ud af, at der ikke er nogen der læser din tekst? Den følelse kender vi godt, og derfor har vi udformet disse 6 trin, der forhåbentlig vil hjælpe dig til at producere indhold, der rent faktisk bliver læst.
Når du når til bunden af artiklen, vil du opdage, at du ikke behøver at bruge 10.000 timer på at perfektionere din skriveteknik, men at du med få huskeregler i baghovedet kan gøre dine tekster langt mere læsbare og spændende for dine læsere.
Dine læsere er utålmodige
Det første du skal vide om internetlæsere er, at de er utålmodige. De fleste læser faktisk slet ikke, men scanner kun en hjemmesides indhold, og det er derfor vigtigt, at være klar over hvad man kan gøre for at få sine tekster til at springe ud i øjnene på læserne, eller scannerne. Her følger derfor vores 6 tips.
1. Gør det kort
Glem (næsten) alt hvad du har lært i skolen, for når det kommer til webtektser er kort og præcist nogle af de vigtigste nøgleord. Lad være med at skrive en roman, og hold dig fra avancerede fagtermer, også selvom det er indviklet indhold du skal kommunikere.
2. Opdel din tekst
Undgå den ubehagelige “mur af tekst” og del din tekst op i mange små afsnit, helst kun med én pointe pr. afsnit. På den måde bliver teksten lettere at komme igennem.
3. Brug beskrivende underoverskrifter
Et godt tip er at starte med at skrive tekstens underoverskrifter, da dette vil hjælpe dig med at holde fokus på det du gerne vil sige. Underoverskrifterne skal være fængende og skal kunne stå alene, så din læser kan få noget ud af din tekst, blot ved at skimme overskrifterne.
4. Brug punktform
- Punkter skaber fascination, din læser ikke kan modstå
- Punktform er en letlæselig metode til at præsentere flere forskellige pointer
- Punkter ser anderledes ud end resten af din tekst og giver derfor et visuelt afbræk
5. Tilføj relevante links
Brug interne links til at føre læserne videre til andet relevant indhold på din egen side. Eksterne links viser, at du har sat sig godt ind i dit emne, har researchet ordentligt og har lyst til at fremhæve andre eksperter dine læsere kan have glæde af.
6. Fremhæv det vigtigste indhold
Sæt ekstra fokus på de vigtigste pointer i din tekst, fx ved at skrive dem med fed eller i kursiv. På den måde vil de vigtige ord og sætninger stå ekstra frem på siden, når din læser scanner den.
Det var de 6 trin. Nu har du forhåbentlig fået en forståelse af, at internetlæsere er utålmodige, og at webtekster derfor skal være ekstra skarpe. Vi håber, at du vil huske på vores tips, næste gang du selv skal i gang med at producere indhold.
God skrivelyst!